Vedtægter
for
Dansk Rally Forening
§1 Navn og stiftelse
Foreningens navn er Dansk Rally Forening ( DRF ), foreningen har hjemsted der hvor kassereren har sin adresse.
DRF er stiftet på generalforsamlingen d. 9 .nov. 1999 i Idrættens Hus, 2605 Brøndby.
§2 Andre organisationer
DRF kan tilslutte sig andre interesse organisationer såfremt bestyrelsen beslutter dette.
DRF samarbejder med DASU’s Rallyudvalg
§3 Formål
Det er DRF´s formål,
• at skabe størst mulig positiv opmærksomhed omkring dansk rallysport.
• at fremme rallysporten (rally, klubrally, rallysprint og rallyshow’s etc ) i Danmark.
• at assistere arrangører af rallysportsarrangementer med opsætning af sponsor reklamer, Infobus
• til resultatformidling under løbet, Internet dækning på populære sider.
• at stå for salg af ”Prøv Rally” billetter under rally Sprint m.v.
• At udgive et medlemsblad – Rally Nyt
§4 Medlemmer
Som medlem kan optages -
• -sponsorer der som guld-, sølv-, eller broncesponsor støtter foreningen.
• -rallyteams/hold og øvrige foreninger/organisationer.
• -enkeltpersoner
• -DASU´s Rallyudvalg tilbydes et frit medlemskab.
Alle medlemmer skal godkendes af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der skønnes at modarbejde eller på anden måde skade foreningens omdømme og virke.
§5 Kontingent
Medlemskabet er gældende for et kalenderår.
Kontingentet fastsættes hvert år på generalforsamlingen.
I året 2012 er det fastsat til,
Enkeltpersoner kr. 600,-
Teammedlemsskab kr. 600.- for teamchefen (kr. 300 for følgende tilmeldte medlemmer)
Bestyrelsen har bemyndigelse til at forhøje årskontingent med max 20 %, såfremt det må skønnes nødvendig for foreningens drift.
§6 Foreningens ledelse
DRF’s øverste myndighed er generalforsamlingen.
Foreningen styres af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer + 1 medlem udpeget fra
rallyudvalget. Formand vælges i lige år og kasserer vælges i ulige år, resten af bestyrelsen der konstituerer sig selv og afholder min. 3 møder årligt. Alle valg sker for en 2 årig periode
Bestyrelsen skal så vidt muligt sammensættes af 2 medlemmer valgt af / udpeget af de aktive kørere samt sekretæren.
Foreningen ledes af den samlede bestyrelse, der er ansvarlig for den daglige drift, budget og regnskab og forholdet til:
• -rallyarrangørerne,
• -arbejdsgruppen / udvalg / personer der er tilknyttet foreningens virke, herunder en kører gruppe der afholder møder om praktisk løbsafvikling med arrangører.
• -udvalget for større mediedækning,
• -udvalget for sponsorsøgning,
• -øvrige AD HOC opgaver bestemmes af bestyrelsen.
• - En evt. promotor
Der udarbejdes et kort "månedsbrev" (orienteringsbrev) som tilsendes via Email til bestyrelsen og de udvalg, arbejdsgrupper og enkeltpersoner som er tilknyttet foreningen.
§7 Økonomi
Kassereren fører regnskabet og udarbejder et budget for hvert regnskabsår fra d. 1/1 til d. 31/12
Det er kassereren der er ansvarlig for budget og regnskab dog skal bestyrelsen tilse at foreningens regnskab føres på betryggende måde, samt godkende væsentlige indkøb og ændringer i budgettet. Foreningen drives som en momspligtig forening.
Alle honorar udbetales efter regning.
Det er ikke foreningens målsætning, at opbygge overskud eller kapital, men alene at tilvejebringe den økonomi der er tilstrækkelig til den daglige drift, således skal sponsorbeløbene justeres hvert år i henhold til de øvrige indtægter/udgifter.
§8 Generalforsamlingen
Består af medlemmer af foreningen der ikke er i restance, eller på anden måde ikke kan være stemmeberettiget (ekskluderet ell. lign.).
Generalforsamlingen ledes af en dirigent. Sekretæren kan også fungere som sekretær under foreningens generalforsamling.
Stemmeret på generalforsamlingen ifølge vedtægterne.
Generalforsamlingen indvarsles i bladet Rallynyt, hjemmesiden Rallynyt.dk og Rallyinfo.dk med min. 14 dages varsel med angivelse af dagsorden. Generalforsamlingen afholdes normalt hvert år i februar måned.
Sponsorer og medlemmer kan stemme ved fuldmagt til en anden stemmeberettiget sponsor.
Dagsordenen for generalforsamlingen skal minimum indeholde følgende punkter,
1. Valg af dirigent og stemmetællere
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab samt budget for det kommende år til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent.
5. Vedtægtsændringer
6. Indkomne forslag.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer, i lige år vælges formand + 1 bestyrelsesmedlem, og i ulige år vælges kasserer + 2 bestyrelsesmedlemmer.
8. Valg af 1 bestyrelsessuppleant.
9. Valg af 2 revisorer
10. Eventuelt.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden skriftlig i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
§9 Afstemning
Alle valg og vedtagelser i såvel bestyrelsen som på generalforsamlinger afgøres ved almindelig stemmeflerhed.
Der skal være min. Formand eller kasserer + 3 bestyrelsesmedlemmer tilstede før at bestyrelsen er beslutningsdygtig.
§10 Opløsning
For at opløse DRF skal der afholdes min. 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med min. 7 dages mellemrum og der skal være min. 50 % af de stemmeberettigede medlemmer til stede på begge generalforsamlingen for at opløse foreningen, dog kan medlemmerne ved skriftlig fuldmagt tilkendegive deres stemme.
DRF kassebeholdning/aktiver skal ved en opløsning anvendes til formål der kan fremme dansk rallysport evt. gennem DASU.
Disse vedtægter er godkendt på den stiftende generalforsamlingen d. 9 nov. 1999 og er efterfølgende tilrettet af DIF´s jurist.
Ændret på væsentlige punkter ved generalforsamlingen d.: 12. februar 2003.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 13. marts 2007 i Hedensted Sognegaard
Revideret på generalforsamlingen den 26. februar 2008 i Hedensted Sognegaard
Revideret på generalforsamlingen den 10. februar 2010.